Hvordan det hele startede
Interessen for fotografering har altid været der. Så langt jeg kan huske tilbage, helt fra barndommen, når vi tog på familieferie sydpå om sommeren har interessen for kameraet og fotograferingen været der. Dengang var det mine forældres kompaktkamera som jeg lånte, det blev senere skiftet ud med mit eget kompaktkamera. Det var dengang med film i kameraet, fast brændvidde og man skulle vente op til 14 dage på at se resultatet. Senere fik jeg et spejlreflekskamera da jeg gik ud af gymnasiet. I lang tid var mit fokus reportage-fotografering, at fange øjeblikkene så jeg havde minderne for evigt. Kameraet var med på hver en ferie, studietur, bryllup, fødselsdage og fester, selv på dykkerture og når jeg surfede.
I løbet af årene har jeg som fotograf udviklet mig, både med efteruddannelse i form af workshops og kurser, men også med erfaring. Kun ved at eksperimentere og være nysgerrig finder man sin egen stil som fotograf. En af mine store passioner indenfor fotografering er blevet landskabsfotografering, som jeg for alvor startede med i 2017. Mange af mine billeder kan købes her: https://www.saal-digital.net/share/KH3L6cb/ hvor du kan vælge mellem forskellige standardstørrelser. Hvis du ønsker andre størrelser fx. store print, så kontakt mig direkte.
Virksomheden: Fotograf Kenneth Rasmussen
I 2018 startede jeg mit eget firma, men fokus på konfirmationer og bryllupper, samt portrætter. Der gik dog ikke lang tid før jeg udvidede med sportsfotografering og erhvervsfotografering, herunder også fotografering og videooptagelse med drone.
Som fotograf er jeg nok lidt af en perfektionist, det er fordi jeg brænder for at levere det bedste resultat til mine kunder. Det er vigtigt for mig at mine billeder bringer begivenhederne til live igen i erindringen, således at minderne varer evigt. At blive fotograferet skal være en dejlig oplevelse, derfor er det vigtigt at vi har god tid til portrætbillederne, så vi sammen skaber det bedste resultat. Når jeg fotograferer til konfirmationer, bryllupper og andre events så går det tit rigtigt hurtigt, her sørger jeg for at fange de vigtige øjeblikke, samtidig med at jeg er så diskret som muligt.
Hvor jeg fotograferer
Jeg har boet i Greve siden 2004, og der er også her jeg har mit firma. Med Greve som min base kører jeg ud til opgaver på hele Sjælland. Jeg udfører største delen af mine konfirmations- og bryllupsfotograferinger i Greve og omegn, og har efterhånden besøgt mange kirker på Sydkysten i denne anledning. Det er også i nærområdet jeg finder inspiration til mine landskabsbilleder, og benytter gerne de samme lokationer til portrætter.